Casper Jensen 2 – Fra affiliate til egen webshop. Se hvorfor.

Casper Jensen var den første, der skrev på DanskeAffiliates.dk. Dengang var det omkring hans affiliate sites. Nu har han lavet en webshop og det synes jeg er et interessant skifte – derfor har jeg hevet ham over igen. Læs her om skiftet – og hvad han skal til at sælge.

Casper Jensen – du har tidligere været på DanskeAffiliates.dk som følge af dine affiliate sites. Nu tager du skridtet videre med en webshop. Hvorfor gør du det – og hvorfor tennisudstyr?

Skærmbillede 2013-12-13 kl. 19.54.18

Jeg har før i tiden beskæftiget mig udelukkende med Affiliate Markedsføring, hvor jeg har kæmpet for at skabe en passiv indtægt. Jeg beskæftiger mig stadig med Affiliate i form af 2 websites med 2 partnere, men alle mine små affiliate sites står blot og passer sig selv.

Jeg tager skridtet videre med en webshop. Det gør jeg, fordi det er min fremtid. Jeg springer formentligt ud som fuldtidsiværksætter efter mit studie her til sommer, hvilket betyder at jeg kan give den fuld gas. Hvis jeg valgte at satse 100% på affiliate, tror jeg at jeg vil køre død i det i fremtiden. Jeg vil skabe en service, en webshop – en stor virksomhed.

Jeg har startet ud med en anderledes webshop, i forhold til de mange andre webshops der blomstrer op for tiden. Der er en tendens til at der er mange unge der starter webshops med nicheprodukter, som fx PowerBanks, Black Masks, og alle de andre produkter der efterhånden har hittet blandt unge på Facebook. Jeg tror helt ærligt ikke på sådanne webshops i fremtiden. Tennis branchen er stabil og der vil også være et marked indenfor tennis om 5 eller sågar 10 år.

Konkurrencen er nogenlunde, mulighederne er store og der er fremtid i branchen. Det er derfor, jeg har valgt tennis.

tennisspilleren

Hvilke erfaringer fra dit arbejde med affiliate marketing kan du bruge til webshoppen?

Rigtig mange. Jeg tror det er et meget naturligt skridt at gå fra affiliate marketing til e-handel og online markedsføring generelt.

Rigtig mange af de ting jeg arbejder på hos Tennisspilleren.dk, har jeg ikke kunne lave hvis jeg ikke havde brugt flere år på affiliate marketing. Jeg har lært om konverteringsoptimering, tekstforfatning, søgemaskineoptimering, forskellige tools, og mange andre ting gennem affiliate marketing.

Derudover ved jeg også hvor effektivt affiliate marketing kan være. Derfor, er det også noget jeg vil satse på hos Tennisspilleren – at få affiliate partnere.

Hvad er din plan ifht. brug af affiliates på Tennisspilleren.dk?

Min plan ifht. brug af affiliates på Tennisspilleren.dk er stor. Kort sagt.

Der er ikke plads til 20 eller 30 affiliate sites indenfor tennis, da branchen ikke er stor nok. Men der er rigtig mange muligheder i Google på nogle potentielle keywords, som et par affiliates kan hjælpe mig med at dominere. Jeg vil rigtig gerne hjælpe affiliates i gang med at være affiliate for Tennisspilleren, hvor jeg fx kan hjælpe med at komme med informationer til siden, et par gæsteindlæg i ny og næ, samt generel sparring om sitet.

Jeg har endnu ikke fået et partnerprogram op endnu, men jeg regner med at der indenfor et par måneder er et affiliate program hos Partner-ads.dk. Umiddelbart kommer jeg til at tilbyde en salgsprovision, som vil ligge på omkring de 15%. Hvis man kan levere mange salg, er jeg selvfølgelig til at snakke med ift. en forhøjet salgsprovision.

Jeg satser stort på affiliates.

Hvordan kom du i gang med webshoppen – hvordan fandt du leverandør, betalingsoplysninger og må vi se dit lager?

casper jensenJeg har i min tid som affiliate leget med forskellige shopløsninger. Herunder har jeg lært WooCommerce og Shopify rigtig godt at kende. Jeg valgte dog at bruge Prestashop, da jeg mener at det er bedst til min webshop og dens krav til systemet.

Jeg startede med at kontakte 10 leverandører. 3 af dem svarede først gang, men der var kun en jeg holdte kontakten med. Den ene jeg kontaktede har jeg nu et rigtig godt samarbejde med, hvor vi har dropshipping på nogle få varer, samt har jeg et lager herhjemme. Mit lager er endnu ikke på plads og er derfor blot et rod med en masse papkasser.

Når det er, at lageret er kommet på plads, lover jeg, at jeg nok skal smide billederne ind i en kommentar til denne artikel! :-).

Angående betalingsløsning var jeg allerede fra starten over, at jeg ikke ville bruge Nets. I det lange forløb er Nets sikkert det billigste, men som nystartet webshop var det ikke det jeg ville bruge pengene på. Jeg har derfor indgået en aftale med EWire, som fungerer som PayPal – bare mere professionelt og billigere.

Hvad vil du gøre for at gøre Tennisspilleren.dk til den førende tennisshop?

Meget.

Det kræver blod, sved og tårer. Jeg har tænkt mig at have stor fokus på Google. Når det så er sagt, så skal der ske noget mere, for at jeg kan blive den førende tennisshop.

I det lange perspektiv skal jeg sponsorere stævner, klubber, samt markedsføre på forskellige tennis-sites. Men først og fremmest, er det Google – både SEO & Adwords, der kommer fokus på.

Kvalitet er noget jeg lever for. Her går jeg nok imod mange andre. Jeg hører ofte at man skal være den billigste inden for sin branche, hvilket jeg ikke er. Det vil jeg heller ikke. Jeg vil hellere give en bedre service, som gør at kunderne vender tilbage. Når det så er sagt, så vil priserne selvfølgelig ikke være skyhøje – de er rimelige.

Google, kvalitet & service – det er de 3 nøgleord jeg vil opbygge siden efter.

Tennisspilleren er helt klart mit største projekt – det er der ingen tvivl om. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at vinde. Jeg stopper ikke før jeg jeg har vundet :-)..

Hvis en 15-årig her læser med og vil lave sin egen webshop, hvordan vil du da anbefale, man kommer i gang?

Man kommer i gang, som 15 årig, bare ved at gå i krig.

Som studerende – folkeskole eller gymnasien, har man al den tid man skal bruge.

Jeg vil ikke anbefale at starte en trend-shop, som rigtig mange gør. Der har efterhånden snart været flere hundrede webshops der sælger Blackmasks, WaterSpeakers, PowerBanks, og sådanne ‘trend’ produkter. Der er rigtig mange af sådanne webshops – de kan ikke alle vinde.

Hvis du vil vinde, skal du gå niche. Find din niche – og gå efter sejren. Ha’ tålmodighed – det er der hvor de andre giver op, at du skal fortsætte. Så vinder du.

Gå ud og vind – hvad end det er med dit liv, affiliate, webshop eller noget helt fjerde.

Ingen kommentarer.

Skriv et svar