Celia Schow – 22 år, affiliate, webshop og DK’s sejeste rejseblogger

celiaCelia mødte jeg første gang for cirka et år siden og hun er siden blevet en god ven. Celia og hendes kæreste Hans har senest cyklet fra København til Rom gennem Frankrig. CYKLET. Og om lidt flytter de 8 måneder til US & A. Det er en fantastisk historie om, at man kan, hvis man vil – og samtidigt laver Celia affiliate marketing, har en webshop og en masse spændende idéer. Celia er super spændende – og jeg glæder mig meget til at følge hende i fremtiden!

Kan vi få en kort introduktion af, hvem Celia Schow er?

Først – hvor er jeg stolt over at blive inkluderet her på siden. Fint selskab, må jeg sige! Tak!

Jeg er 22 år gammel og ivrig blogger på min skønhedsblog Sarthud.dk og min rejseblog NomadicDanes.com. Derudover er jeg webshopejer og sælger billige computer sleeves på BilligeSleeves.dk. Og ellers banker mit hjerte for affiliate marketing!

Jeg har siden juni i år levet som digital nomade, hvor jeg har rejst en del rundt i Europa. I starten af december går turen til USA, Mellem- og Sydamerika for en god blanding af arbejde og udforskning af verden – can’t wait!

Der er meget få piger (kontra drenge), der laver affiliate marketing. Hvordan kom du selv i gang?

Det var faktisk helt tilbage i 2011, da jeg havde en blog, hvor jeg skrev om mit liv, at jeg prøvede affiliate marketing for allerførste gang. Min veninde havde snakket om det, og jeg signede mig op til Tradedoubler.

Jeg skrev et indlæg om min nye Nespresso kaffemaskine, som jeg havde fået i julegave af min far. Jeg viste billeder og linkede til sidst til Happii.dk, som dengang havde et affiliate-program.

Jeg tænkte ikke meget over det, og jeg lavede ikke flere links. Efter nogle måneder kom jeg i tanke om min konto og tjekkede den. Jeg havde tjent 236 kr. på ét salg af en Nespresso maskine! Jeg var hooked. 🙂

Jeg ser det dog som et klart plus, at jeg er pige i dette marked. Det giver mig en kæmpe fordel, når jeg skriver om produkter, der henvender sig til kvinder. Og jeg betænker, at det netop er årsagen til, at mit affiliate-site om skønhedsprodukter konverterer så godt.

Du har store planer med sitet NomadicDanes.com. Hvordan er det site opstået – og hvad er den forkromede plan med det?

celia og hans

Ja – det har jeg bestemt!

Nomadic Danes opstod efter lang tids overvejelse. Jeg var droppet ud af jura og syntes ikke, at jeg kunne finde mig selv til rette der, hvor jeg var i mit liv. Jeg tog spontant fire måneder til verdens centrum for iværksætteri: Silicon Valley nær San Francisco.

De fire måneder ændrede mit liv. Jeg mødte så mange spændende mennesker, og jeg fik øjnene op for, at jeg kunne gøre præcis det, jeg ville. Derfor begyndte jeg at kæmpe for at kunne arbejde uafhængigt at min fysiske placering, og min kæreste gjorde det samme.

Da vi endelig i juni kunne leje vores lejlighed ud, havde solgt stort set alle vores ejendele, tog vi springet ud i verden og ud i vores nye liv. For at dokumentere vores fantastiske rejser, vores strategier for at arbejde online og vores bedste råd til at komme i gang som digital nomade, stiftede vi bloggen Nomadic Danes.

Lige nu har vi en masse forskellige ting i forbindelse med bloggen i støbeskeen. Vi håber på at kunne bruge den som et springbræt til at skabe noget opmærksomhed om denne alternative måde at leve på.

Vi kunne godt tænke os at skrive nogle bøger, der kunne hjælpe andre med rejselyst, og vi håber også på at få tid til en podcast og måske foredrag en dag! Dream big.

Hvis du stod op nu og havde 10 timer til at arbejde på et site – hvad ville du så lave?

Hvis det skulle være et helt nyt site, skulle det nok handle om rejser. Masser af lækkert indhold om forskellige europæiske storbyer (som jeg netop har besøgt denne sommer) og gode tips til at få pengene til at række lidt længere.

Hvis det skulle være på et af mine eksisterende sites, ville jeg vælge at fokusere noget tid på min side lavenblog.dk, som er begyndt at få en god del trafik – jeg kunne godt tænke mig at lave nogle lækre guides i videoform til sitet!

Hvem inspirerer dig i det daglige arbejde?

Uh, jeg har rigtig mange kilder til inspiration! Jeg bliver ofte inspireret af de seje danske affiliates, herunder dig selv, Halfdan, og mange andre af dem, du har interviewet.

Derudover inspirerer folk som Pat Flynn, Seth Godin og Chris Guillebeau mig rigtig meget! Jeg suger deres seje tips og råd til mig og har efterhånden en mange kilometer lang to-do-liste med gode idéer, jeg har fået fra dem.

Jeg er også begyndt at fokusere en del på sociale medier, da det er disse, jeg prøver at satse stort på i forbindelse med vores rejseblog. Jeg er særligt blevet suget ind i Instagram, og her inspirer @laurenepbath mig enormt! Hun er lige ved at runde 300k followers på Instagram, og  jeg hørte en podcast med hende for nyligt, hvor hun gav sine bedste tips til at få mange followers og faktisk bruge det som en indtægtskilde.

Efter jeg er begyndt at implementere hendes råd, er jeg gået fra 174 followers til over 600 – på ekstremt kort tid. Og det tal vokser hver dag. Jeg håber at kunne bruge det til vores fordel en dag.

Kender du ellers andre affiliates, jeg bør have ind her på siden?

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre fra legendariske Rejsekris! Og så kunne det være sjovt at høre fra dig selv, Halfdan. Du siger bare til, jeg vil gerne være mikrofonholder, hvis du føler, at det er for navlepillende at interviewe dig selv. 😉

Men ellers rigtig spændende læsning her på siden! Det er fedt, at vi kan læse nogle forskellige vinkler på affiliate og dermed faktisk inspirere hinanden til at blive bedre. Godt initiativ.

Ingen kommentarer.

Skriv et svar